santa barbara

Santa Barbara – en naturskøn perle

123

Kun cirka to timers kørsel fra Los Angeles ligger Santa Barbara. Den smukke, solbeskinnede kystby bliver også kaldt ”den amerikanske Riviera”. Byen byder både på flotte sandstrande, høje bjerge, spændende aktiviteter og kulinariske oplevelser. Uanset om man er til vandring, vandsport eller noget helt tredje, er Santa Barbara bestemt et besøg værd.

Vandretur på Rattlesnake Canyon Trail

Hvor kan man vandre i Santa Barbara? Mange steder! Der er masser af vandrestier at vælge imellem, uanset om du er øvet eller lige har købt dine første vandrestøvler.

Ikke langt fra Santa Barbara downtown finder du Rattlesnake Canyon Trail. Det er en af de mest populære vandrestier. Her vil du opleve en smuk natur med små bække, vandfald og vild bevoksning. Stien ligger hovedsageligt i skygge og har en moderat sværhedsgrad.

Gåtur på Thousand Steps Beach

Hvis du har mod på en anderledes vandretur, er Thousand Steps Beach måske noget for dig. Det er en strand, hvor du ikke vil støde på så mange solbadende mennesker, men som er fantastisk til gåture og til at nyde en smuk solnedgang. Stranden består både af sand og sten og er sjældent meget befolket.

Du kommer ned til stranden via en lang betontrappe, der blev bygget i 1923. Hvor mange trin er der så? Ikke tusind, som navnet indikerer, men nærmere omkring 150. Det er en overkommelig tur for de fleste, men også en, der giver sved på panden – især når man skal op ad trappen igen.

Aktiviteter på vandet

Santa Barbaras strande er ikke kun velegnede til gåture, hvor man nyder den smukke natur. Der findes også et væld af muligheder for aktiviteter i vandet. Du kan f.eks. leje kajakker og udforske vandet selv eller tage på en guidet tur. Der er også mulighed for at surfe, stå på paddle board, tage på hvalsafari og sejle med sejlbåd.

Cykelture i dit eget tempo

Det er også oplagt at udforske Santa Barbara på cykel. Flere steder kan du leje cykler og derved nemt komme rundt i byen på egen hånd. Du kan også tage på mountainbike ture, både for begyndere og øvede.

Der er flere muligheder for guidede cykelture, hvor du kan lære om områdets kultur og natur. Hvad hvis man gerne vil guides, men også vil tage turen i sit eget tempo? Så er en self-guided tour den oplagte løsning. Her får du udleveret en el-cykel og et kort med seværdigheder, som du kan opleve og udforske, som du har lyst.

 

Noget for hele familien

Hvis det er tid til en hyggelig dag med familien, hvor selv de mindste kan være med, er Santa Barbara Zoo en oplagt destination. Her er mere end 500 dyr og flere forskellige aktiviteter, såsom giraffodring, dinosaur show og en knap otte meter høj klatrevæg.

Hvad med de voksne? Selvom hele familien kan nyde en dag i zoo, skal der også være tid til oplevelser kun for de voksne. Her er det oplagt at besøge en af Santa Barbaras mange vingårde. Der kan du nyde den billedskønne natur, mens du smager på lækre, californiske vine.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *